"Stand Up for Ukraine", et globalt donorarrangement og en global kampagne, har rejst 9,1 mia. EUR til mennesker i og uden for Ukraine, der er på flugt fra den russiske invasion, herunder 1 mia. EUR fra Europa-Kommissionen. Derudover har Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling annonceret et lån på yderligere 1 mia. EUR til dækning af behovene hos de mennesker, der er fordrevet som følge af invasionen.
Onlinearrangementet Stand Up for Ukraine var afslutningen på en bredere kampagne på de sociale medier, der blev lanceret af Europa-Kommissionen og Canadas regering den 26. marts i samarbejde med Global Citizen.
Kampagnen kom i stand efter en opfordring til støtte fra Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Målet med kampagnen var at indsamle finansielle midler og mobilisere andre former for støtte til internt fordrevne personer i Ukraine. Støtten fordeler sig således:
- Til de mere end 4 millioner mennesker, som allerede har søgt tilflugt i EU, og til dem, der sandsynligvis vil komme: midlerne vil blive anvendt til at dække deres behov på kort og mellemlang sigt i EU's medlemsstater, lige fra mad, bolig og lægebehandling til uddannelse og beskæftigelse.
- Til de 6,5 millioner mennesker, herunder de 2,5 millioner børn, som har måttet flygte fra deres hjem, men er blevet i Ukraine og nu er internt fordrevne: finansiering og donationer vil sikre dem livsvigtig humanitær bistand.
Donorarrangementet fandt sted i Warszawa med deltagelse af præsident Andrzej Duda som en påskønnelse af den vigtige støtte, som Polen giver til flygtninge, der flygter fra invasionen af Ukraine.