Gå til hovedindholdet
EU's solidaritet med Ukraine

På flugt fra Ukraine: Adgang til beskæftigelse

Disse informationer findes også på: ukrainsk | українська | russisk | русский

Adgang til arbejdsmarkedet

Europa-Kommissionen samarbejder med forskellige aktører, bl.a. de ukrainske myndigheder og ukrainere uden for Ukraine, om at sikre en hurtig og effektiv integration på arbejdsmarkedet af personer, der har fået midlertidig beskyttelse. Som nævnt i vejledningen om at hjælpe mennesker, der flygter fra Ruslands aggression mod Ukraine, med at få adgang til job, uddannelse og voksenuddannelse, findes der flere værktøjer på EU-plan, som understøtter dette.

De kan nu matche deres færdigheder med ledige stillinger takket være pilotprojektet EU-talentpuljen, som Kommissionen har iværksat sammen med Den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed. Derudover kan de lære sig nye sprog og grundlæggende digitale færdigheder gennem netværkene under pagten for færdigheder.

Det ukrainske sprog er blevet føjet til EU's redskab for tredjelandsstatsborgeres færdighedsprofiler for at hjælpe ukrainske jobsøgende og ukrainere, der ønsker at fortsætte deres uddannelse. 

Efter at Kommissionen har offentliggjort en henstilling om at lette anerkendelsen af akademiske og faglige kvalifikationer, der er opnået i Ukraine, er det nu blevet lettere for arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner at forstå, hvilke færdigheder som ukrainere, der ankommer til EU, har. 

Kommissionen har oprettet et ressourcecenter for at hjælpe både ukrainere, der ønsker hjælp til at få deres kvalifikationer anerkendt, og andre, der har brug for hjælp til at fortolke dem. Den har også sammenlignet de ukrainske og europæiske referencerammer for kvalifikationer i samarbejde med Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut og EU's medlemslande.

Kommissionen hjælper fortsat EU-landenes offentlige arbejdsformidlinger, der spiller en central rolle med hensyn til at fastlægge aktive arbejdsmarkedspolitikker med det formål at udnytte de nyankomne arbejdstageres kvalifikationer bedst muligt.

Den yder også – gennem forskellige EU-fonde – støtte til aktiviteter som praktikophold, sprogkurser, rådgivning og erhvervsuddannelse. 

EU's talentpulje

Kommissionen har som pilotprojekt lanceret en webbaseret EU-talentpulje for at hjælpe mennesker, der flygter fra Ruslands invasion af Ukraine, med at finde et job i EU.

Pilotprojektet, der findes på engelsk, ukrainsk og russisk, gennemføres via Euresportalen. Puljen samler nationale arbejdsformidlinger, private arbejdsformidlinger og arbejdsgivere i hele EU. Eures indeholder over 3 mio. ledige stillinger og 4.000 arbejdsgivere, og nye arbejdsgivere er velkomne til at tilmelde sig.

EU's talentpulje er åben for alle jobsøgende, har opnået midlertidig beskyttelse (i henhold til EU's direktiv om midlertidig beskyttelse) eller tilstrækkelig beskyttelse (i henhold til national lovgivning), hvilket giver dem ret til at arbejde.

Efter registreringen leder værktøjet de jobsøgende gennem en proces, hvor de kan angive, hvilke færdigheder de har, og uploade deres CV. De CV'er, der offentliggøres i EU's talentpulje vil være synlige for offentlige arbejdsformidlinger i alle deltagende lande og for registrerede arbejdsgivere i alle lande, der er en del af det europæiske samarbejdsnetværk for arbejdsformidlinger (Eures). Jobsøgende kan også søge i alle ledige stillinger, der offentliggøres på Euresportalen.

EU's talentpulje